Højtipskovle er blevet uundværlige for Fredericia Shipping

Højtipskovle er blevet uundværlige for Fredericia Shipping

JST højtipskovle er blevet uundværlige redskaber for Fredericia Shipping. Lastbilerne er nemlig blevet så store, at skovle uden højtip efterhånden må give fortabt, når der skal læsses.

Torben Krogh arbejder som formand hos Fredericia Shipping, hvor han står for virksomhedens løsvareafdeling. Her håndterer medarbejderne dagligt flere forskellige typer løsvarer, som fx træpiller, soya og korn. Fredericia Shipping kører bl.a. træpiller til de danske varmeværker og laster korn på skibe til hele verden.

Der er derfor god brug for de mange JST højtipskovle, som Fredericia Shipping kører med. Flere af skovlene har kørt i adskillige år, og der er løbende blevet suppleret med flere og nye JST højtipskovle.

Stor volumen er vigtigere end brudkraft

”Vi kører med JST skovle, fordi det er et godt produkt til os. Vi kører med 6,6 m3 skovle, og det passer fantastisk til vores gummiged. Vi kan køre alle typer varer med den… Og så kan geden magte det”, fortæller Torben, som er godt tilfreds med samarbejdet med JST og Volvo Entreprenørmaskiner, som skovle og maskiner er købt igennem.

”Vi har valgt en skovl med en dyb bund, fordi de produkter, vi håndterer, løber ret nemt ind i skovlene. Så vi har ikke brug for en stor brudkraft, men derimod en stor volumen. Det er derfor, at skovlene ser lidt store ud, qua af at bunden er ufatteligt dyb”, udtaler Torben Krogh.

Kornkanaler bestemmer skovlens bredde

Torben fortæller videre, at de kører Volvo 110H pga. kornkanalernes størrelse. I nogle haller hos Fredericia Shipping kunne man godt køre med større læssemaskiner, men ikke i alle. Læssemaskiner og skovle skal passe ind imellem kornkanalerne, og der er ikke er plads til en større gummiged eller en bredere skovl. Derfor er løsningen med en dyb bund i højtipskovlen perfekt til Torbens afdeling på Fredericia havn. Med denne løsning kan skovlen tage en stor volumen, selv om den ikke er helt så bred. De 6,6 m3 som højtipskovlene rummer svarer til ca. 5 tons hvede eller 4,5 tons træpiller.